I keramik fra det 6. og 5. årtusinde før Kristus støder man i Skandinavien og Baltikum på udløberne af håndværkets to store historiske rødder. Ler er selvfølgelig forudsætningen for al keramik. Det der for alvor skiller de to traditioner ad er valget af materiale til magring. Begge grupper tilsætter ikke-plastiske materialer for at justere lerets plasticitet; for at det skal tørre mere ensartet og for at det kan klare brænding i åbent bål

Den tradition, som dominerer i Europa og videre ned i Mellemøsten og Nordafrika, foretrækker i almindelighed knust sten eller sand som magring. Den anden, som dominerer i Sibirien, Nordamerika og Kina foretrækker plantedele eller andre typer af organisk materiale. Den ældste keramik af den stenmagrede type med dateringer til ca 10000 f.Kr. stammer fra den vestlige del af Ægypten, mens den ældste organiskt magrede keramik med dateringer tilbage til 18000 f.Kr. er fundet i det centrale Kina.

Ertebøllekeramikken tilhør først og fremst den vestlige tradition selvom planterester kan forekomme i magringen. Den lettiske Osa/Sarnate-kulturs spidsbundede kar antages derimod  traditionelt at være magret med knuste strandskaller. Mikroskoperingen af de første tyndslip, som er blevet fremstillet af den lettiske keramik, kunne i flere tilfælde bekræfte dette. De fleste godsprøver indeholdt dog også planterester og i visse tilfælde små fragmenter af ben. Andre var kun plantemagrede. Det mest interessante indslag kom imidlertid i et gods fra Osa. Her optrådte, udover planterester og enkelte benfragmenter, en hel del tynde, krumme ”flager” af forkullet organisk materiale, som ikke umiddelbart kunne identificeres. Med udgangspunkt i et sølvglinsende lag i visse hulrum på prøveskårets overflade fik jeg ideen til et eksperiment. Skællene fra en laks som familien skulle have til middag endte derfor i en lille lerblok i stedet for i skraldespanden. Efter brænding blev der lavet et tyndslip af det fiskeskælsmagrede gods. I mikroskopet kunne skællene ses som tynde, krumme, forkullede ”flager”, som havde tætsiddende små modhager langs den ene side. Et nyt blik på tyndslibet af det 7000 år gamle lettiske gods afslørede den samme slags modhager på flagerne. De kunne altså med sikkerhed bestemmes som fiskeskæl. Dog ikke fra laks, men fra en mindre fiskeart.

Den russiske arkæolog P.M. Dolukhanov har publiceret et 9000 år ganmmelt kar fra øvre Volga med samma blandning af fiskeskæl, planterester og ben. Og den finske arkæolog J. Lucenius nævner observationer af rester af fiskeskæl i 4500 år gammel keramik från Åland, så fundet från Osa er ikke noget unikum. Det virker til at være en langvarig magringstradition uanset hvor aparte man kan synes det er at magre keramik med fiskeaffald.